Nogen gange kan det føles ganske befriende at køre ud i det blå, uden egentlig at have nogen plan for, hvor man skal ende. Der kan være noget utrolig befriede over at være fri, og ikke bundet af noget. Fordi man måske for sjældent i hverdagen bare lader sig styre af spontaniteten. Fordi det er nemmere bare at have det hele planlagt på forhånd, hvilket så ikke efterlader specielt meget tid til at være spontan og gribe momentet.
Man skal turde give slip
Men det handler i høj grad også om, at man skal turde give slip og lade sig overgive til spontaniteten. For det skal jo heller ikke være sådan, at det er angstprovokerende for en, at være på denne måde. Men at man rent faktisk også nyder, at man kan være på denne måde. Men derfor kan det godt være noget, man skal øve sig i. Og som man skal bruge noget tid på at få det godt med, inden det føles helt naturligt for en.
